Sociale medier er ikke længere blot en mulighed, det er et must.

Sociale medier er ikke længere blot en mulighed, det er et must. At bruge de sociale medier til at markedsføre din turismevirksomhed er ikke længere noget, du eventuelt kan vælge at gøre, det er simpelthen en nødvendighed. Uanset hvilken del af turismeindustrien, du arbejder i, har de sociale medier potentialet til at hjælpe din virksomhed til vækst.

Hvis du ikke allerede har sørget for det, er det værd at overveje at skabe en SoMe-tilstedeværelse kun for din virksomhed. Selvom du kan bruge dine private konti på de sociale medier til at promovere din virksomhed, så er der fordele ved at have en separat professionel konto. Du kan give den sin egen personlighed, folk kan vælge at følge din professionelle konto, og andre kan potentielt hjælpe dig med at drive din virksomhedsprofil.

Uanset om du lige er begyndt på din rejse på de sociale medier, eller om du har arbejdet med SoMe i et stykke tid, er der FEM vigtige spørgsmål, du skal stille dig selv.

 

1. Har du ressourcerne til at vedligeholde en tilstedeværelse på de sociale medier?

Denne pointe er først, fordi mange virksomheder, som er nye, når det kommer til sociale medier, undervurderer hvor stor en indsats, der faktisk skal lægges – det kræver både dedikation, tid og ressourcer! Den største fejl, de fleste firmaer begår, er, at de lægger ud med en meget ambitiøs plan, som de ikke kan honorere. Eller at de slet ingen tilstedeværelse har på de sociale medier!

Læs: Vær konsekvent. Lad være med at lave 10 forskellige konti på forskellige platforme for så ikke at gøre noget ved dem i månedsvis. Vælg hellere den platform, som giver bedst mening for din virksomhed, og overvej så, hvordan du vil udbygge den side. Lav en plan med en kalender for hvor ofte, at du vil poste indhold, og lav så en idebank med billeder og videoer, som du kan dele, så du altid har noget indhold ved hånden.

Tip: Begynd i det små, test det af, og lad din professionelle SoMe-profil vokse derfra.

2. Hvad er dit formål med at være på de sociale medier?

Sociale medier har mange potentielle fordele. Sociale medier kan skabe opmærksomhed om din virksomhed, men det kan også skabe en gavnlig uformel kontakt med dine kunder. Ved at lytte og stille de rigtige spørgsmål, kan profilen måske hjælpe dig til at forstå dine kunders behov og ønsker bedre, så du på den måde kan forbedre dit produkt.

Det er ikke sikkert, at du øjeblikkeligt får et direkte mersalg ud af din indsats, men du kan skabe opmærksomhed og opbygge loyalitet hos dine kunder.

Tip: Skriv ned, hvad du gerne vil have, at din virksomhed skal være på de sociale medier, og lav så en brainstorm på hvilke handlinger, der skal til for at nå dit mål.

3. Hvilken platform passer bedst til lige netop din virksomhed?

For at beslutte hvilken platform, der er den bedste for dig og din virksomhed, må du se nærmere på, hvem dine kunder er, og hvor de kan findes online. Se dernæst på hver enkelt platforms muligheder og funktioner.

  • De fleste virksomheder i Grønland bruger Facebook. Det giver mening, fordi en stor del af turismeindustrien i Grønland allerede er til stede der. Overvej, at der på Facebook både er sider og grupper. Den første er mere reklameorienteret, mens grupperne handler om at skabe et fællesskab – et community. Der er også mulighed for at sende live. 
 
  • Instagram er en simpel billeddelings-platform, og den vokser hurtigt. Der er gode muligheder for at vise mere uformelle kig bag scenen gennem de såkaldte Instagram stories. 
 
  • Snapchat har en yngre profil, men er også en medielignende kanal-platform, der bruger augmented reality (udvidet virkelighed).

Derudover er der Pinterest, Twitter, Youtube, Reddit, LinkedIn, og listen fortsætter, så det giver god mening at prioritere hvilke sociale medier, der passer bedst til dig og dine kunder.

Tip: Overvej, hvem dit publikum er, hvad de interesserer sig for, og hvor de sandsynligvis bruger deres tid online. Det leder os videre til punkt 4.

4. Hvilken type indhold vil du poste?

Eller endnu bedre, hvilken type storytelling vil du dele? Har du en fotograf i huset eller måske en ansat, der er en haj til de sociale medier, som kan hjælpe dig med at lave de flotte billeder eller finde de gode, skjulte historier om din virksomhed? Eller vil du selv lave indholdet?

I Visit Greenland prøver vi altid at skabe indhold, der hjælper brugeren, er sjovt eller i det mindste interessant. Tænk over dit brands personlighed. Hvis du for eksempel har et hotel, så kan du vise mere end bare hotelværelser så længe, at det er indenfor konteksten hotel. Det omkringliggende landskab, gæster, kig bag kulissen, events og så videre er potentielt interessant. Overvej hvilken type indhold, der bedst repræsenterer dig og din virksomhed og vær kreativ.

Video i høj kvalitet bliver i stigende grad foretrukket over stillbilleder på de sociale medier. Samtidig bliver brugen af video på de sociale medier også mere uformel, idet flere og flere platforme giver mulighed for at lave statusopdateringer med video, snaps og stories, der forsvinder indenfor 24 timer.

Tip: Du skal ikke være bange for at eksperimentere med dit brand på de sociale medier. Vær modig og vis din virksomheds personlighed – det er en del af dit brands storytelling.

5. Har du en plan for dit indhold?

Der er meget at holde styr på, når man lægger en indholds-plan. Her følger en tjekliste for begyndere:

Indholds-kalender


Det er værd at overveje hvor ofte og hvilken type indhold (content), du gerne vil poste. Ud fra hvad der virker bedst, kan du altid justere din kalender. 
 

Social media management


Hvis du skal holder styr på mere end tre platforme ad gangen, er det værd at overveje at bruge et social media management-værktøj, så du har al information samlet ét sted. Der findes mange platforme til formålet, men hvilken der passer dig bedst, afhænger af hvilke SoMe-platforme, du vælger at bruge. 



Bruger du kun en enkelt platform? Husk at du kan planlægge updates på Facebook og lave kladder på Instagram. 
 

Veje til indhold

Du kan producere dit eget indhold eller låne andres (naturligvis med deres tilladelse og med den rette kreditering). 

Når det gælder Grønlands-relateret indhold, så er der tre typer indhold, du kan overveje:

  • Visit Greenlands medie-database.
  • Andre brugeres indhold – de kan enten sende dig fotos, video og historier, eller du kan gøre det let for dig selv og lave et hashtag/en brugerkonto, så dine følgere kan tagge dig, når de poster relevant materiale.
  • Dit eget indhold.

Vær synlig


Gør det let for dine kunder at følge dig. Først og fremmest ved at have en profil på de sociale medier. Men nogle andre lette trin er at oprette en placering (din lokation), så kunderne kan let finde din virksomhed og tjekke ind. Lav dit eget hashtag, så dine kunder kan inkludere dig i det indhold, som er relevant for dig. Sørg for, at den information også er at finde på dit trykte materiale og på båddækket, i butiksvinduet eller på dit merchandise.

Klar til at tage næste skridt?

Overvej at reklamere på de sociale medier. Det er meget nemt og giver større markedsføringsværdi end printannoncer. Nuuk Water Taxi har for eksempel ganske stor succes med det!