Grønland flekser adventure-musklerne

Grønland er kendt som en fjerntliggende og vild destination med en stærk fokus på udendørsaktiviteter, uanset om det er dags-vandreture eller hundeslædekørsel. Og det er præcis det, som vi sigtede efter at gøre opmærksom på, da vi øgede indsatsen som vært for VNTM 2017.

I år tilbød vi fem meget forskellige pre-ture for indkøberne i stedet for kun én, og der var placeret en tur i hver region. Vi satsede også på en aktivitetsbaseret netværkseftermiddag i stedet for endnu en halv dag med formelle møder. Ud fra en liste med 19 valgmuligheder kunne hver enkelt deltager vælge den kulturelle tur eller udendørsaktivitet, som passede vedkommende bedst. På den måde delte deltagerne på de givne ture en fælles interesse.

Læs mere om, hvordan VNTM 2017 var inspireret af det årlige Adventure Travel World Summit.

Rekordstor repræsentation af Grønland

For første gang i Vestnorden Travel Marts historie var Grønland repræsenteret med flere deltagere end Island. 39 operatører fra alle Grønlands regioner, plus et par stykker, som har base i Danmark, var stolte over at kunne byde alle VNTM-deltagerne velkommen på deres hjemmebane.

Deltagernes feedback

Hovedparten af deltagerne var tilfredse med Vestnorden Travel Mart og meldte efterfølgende, at VNTM havde levet op til deres forventninger. For en fjerdedel af deltagerne var oplevelsen faktisk bedre end ventet. Derudover var 94 % af deltagerne positive eller meget positive overfor, at begivenheden blev afholdt i Nuuk på trods af, at der var nogle transportforsinkelser.

“VNTM er en fantastisk begivenhed. På bare halvanden dag lærte jeg virkelig meget om Island, Grønland og Færøerne. Det kunne have taget mig flere år selv at finde ligeså mange leverandører, som jeg her mødte på blot en enkelt dag. Det er helt sikkert en begivenhed, man under ingen omstændigheder må misse, når man er turismeindkøber med de her lande som sit område,” fortalte en indkøber.

En anden udtalte: ”For mig personligt er programmet en perfekt blanding af netværk, underholdning, at lære området at kende og endda have lidt fritid undervejs. Det har givet mig et stort udbytte.”

Vi har også modtaget konstruktiv feedback, som vi tager med i planlægningen af de kommende udgaver af VNTM. Især beslutningen om at skære forretningsmøderne ned til en enkelt dag, i stedet for halvanden dag, har fået en blandet modtagelse.

Stærke samarbejdspartnere

Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke alle, der på den ene eller den anden måde har bidraget til Vestnorden Travel Mart i år.

I Nuuk har Visit Greenland og Z Meetings været de primære kræfter i planlægningen, mens de regionale kontorer i Qaasuitsup Kommune, Arctic Circle Business, Sermersooq Business Council, Destination South Greenland og Destination East Greenland hver især har bidraget med de fem pre-ture.

De andre ø-destinationer, Færøerne og Island, har stået for deres respektive post-ture.

Hotel Hans Egede, Inussivik og Katuaq - Grønlands Kulturhus stod for konferenceaktiviteterne, mens 19 forskellige lokale operatører i Nuuk sponsorerede Colourful Nuuk Adventure-mulighederne. Fire hoteller og færgen Arctic Umiaq Line stod for overnatninger i Nuuk.

Et entusiastisk hold af turisme-studerende fra Campus Kujalleq i Sydgrønland fløj ind og var et tiltrængt ekstra personale.

Air Greenland, Air Iceland Connect og Atlantic Airways bidrog med flyvninger på kryds og tværs af landet og Nordatlanten, så deltagerne kunne komme til og fra konferencen og med på både pre- og post-ture.

Endelig skal der lyde en stor tak for opbakningen til de øvrige sponsorer, som vi endnu ikke har nævnt, nemlig Sermersooq Kommune, GrønlandsBANKEN og TELE-POST.