De er kendt som Anders og Anders, og de seneste syv år har de stået i spidsen for Visit Greenland som henholdsvis administrerende direktør og souschef.

Men nu er tiden kommet, hvor de begge to skal videre til nye udfordringer, men før de stopper, har vi lige stillet dem nogle spørgsmål om deres tid i Visit Greenland.

Hvor længe har du arbejdet i Visit Greenland?

Stenbakken: Når jeg stopper til sommer, vil jeg have været administrerende direktør for Visit Greenland i 7,5 år.

La Cour: Da jeg begyndte i Turistrådet hed det Grønlands Turistråd og senere Grønlands Turist- og Erhvervsråd. Jeg har arbejdet her i forskellige stillinger  i 15,5 år i alt, når jeg stopper i august.

 

Hvad er du mest stolt af i din tid i VG?

Stenbakken: Jeg er mest stolt af den synergi, som Visit Greenland har skabt mellem brandet Pioneering Nation, segmentering og statistik samt dokumentation. Alle tre elementer har lagt grundstenene for vores øvrige arbejde. Det har hjulpet os med at prioritere og afklare vores strategiske mål.

La Cour: Det er svært at sige. Men jeg er meget stolt over at have spillet en vigtig rolle i arbejdet med at gøre Turistrådet til den kreative, innovative og uformelle organisation, vi har i dag, hvor man sammen arbejder mod fælles mål. Jeg er også stolt af at have været en nøgleperson i arbejdet med at skabe øget fokus på krydstogt-turisme i Grønland. Både blandt aktører og den offentlige administration. Endelig er jeg også stolt af min rolle i arbejdet med at øge vores viden om turister i Grønland, både via afrejse-registrering og vores segmenteringsarbejde.

 

Nogle særligt mindeværdige øjeblikke?

Stenbakken: Der har været så fantastisk mange sjove øjeblikke gennem de syv år, jeg har været ansat i VG – og langt de fleste er sammen med medarbejderne. Jeg synes, at arbejdet i VG ofte har været kreativt og legende. Der var både en høj faglighed og en let, humoristisk stemning. Det har gjort, at det var sjovt at gå på arbejde.

La Cour: Det var et meget vigtigt og helt specielt øjeblik, da vi lancerede brandet Pioneering Nation. Jeg identificerede mig dybt med det brand, og jeg er glad for, at vi kunne vise et billede af Grønland, som var inkluderende snarere end ekskluderende.

 

Hvor rykker du hen?

Stenbakken: Jeg skal være marketingchef for KNI. Jeg skal opbygge en branding- og marketingafdeling, og jeg tænker, at der er mange af de elementer, som vi har arbejdet med i VG, som kan bruges i KNI. Det er et selskab, som har haft og har en afgørende betydning for det grønlandske samfund, og jeg synes, at KNI bør have et stærkt image. Det arbejde glæder jeg mig til at tage fat på.

La Cour: Jeg begynder som chefanalytiker hos Air Greenland. Jeg ser frem til at få et nyt og måske mere praktisk og konkret perspektiv på turismeudvikling og bruge mine evner på markedsudvikling for vores nationale luftfartsselskab.

På vegne af os alle, siger vi tak til Anders og Anders for deres bidrag til vores samfund gennem deres indsats i Visit Greenland!