Google Street View – en metode til at affotografere byer og steder – har været på besøg i Grønland sidste år med en såkaldt ’trekker’.

Få klik med musen skal der til, og så kan alverdens netsurfere gå sig en virtuel tur ved Tasiusaq i Sydgrønland, eller køre rundt i Nuuk, Tasiilaq eller andre skønne steder i Grønland. Og alt dette på grund af Google og deres velkendte Google Street View – en metode til at affotografere byer og steder – som har været på besøg i Grønland sidste år med en såkaldt ’trekker’. Trekkeren er et mobilt kamerasystem med 15 objektiver, der tager billeder i alle retninger.
 
Billederne er blevet til takket være Asiaq i et koordineret samarbejde med Visit Greenland, hvor der henover sommeren er indsamlet mange kilometer med billeder fra de besøgte byer og bygder, og Google har altså gjort billederne tilgængelige online på Google Street View.

Populære gadekort over hele verden

Google Street View er på få år blevet et af de mest populære tjenester på internettet.

For den enkelte bruger er Google Street View en oplevelse – som at være der selv – mellem husene, og der kan bruges mange timer på at kigge rundt og opdage nye detaljer. 



- Med få klik får man en klar fornemmelse af hele byen eller bygden og ved lige, hvordan huset, hvor man skal til kaffemik, ser ud, som Eva Mätzler fra Asiaq udtrykker det.

- Fra Google ved vi, at en ud af fem søgninger fører til, at en bruger kigger på kort og billeder fra et sted og et samarbejde med Google var således oplagt. Asiaq og Visit Greenland har udnyttet planlagte feltture rundt i Grønland til at optage billederne til Street View, fortsætter hun.

Vil hele Grønland blive dækket med Google Street View?

Nej – Området er alt for stort, så Google satser på beboede og særligt interesserede områder. Oplysninger skal indsamles fra frivillige eller andre, der har interesse i at vise områderne.

Kommer der flere grønlandske steder?

I løbet af nogle måneder vil der blive frigivet yderligere steder med bygder, indendørs steder og rejseruter. På lang sigt er det ikke sikkert at alle beboede steder kommer med. Dels skal Asiaq fremover have sine feltaktiviteter betalt af projekter og ikke som tidligere ved faste finanslovbevillinger. Desuden skal Google bruge sit udstyr andre steder i verdenen, så deres interesse afhænger af at der er nok brugere af de grønlandske data.

Win-win for Grønland

Fra Visit Greenlands side har dette projektpartnerskab, som forventes at fortsætte ind i 2015 også med flere by- og bygdebesøg, været en klar ’win-win mulighed’ ifølge selskabets direktør, Anders Stenbakken.


- For både internet-brugere, Grønland og Google er samarbejdet en fælles succes. Visit Greenland skal gøre flere turister interesseret i Grønland, og da Google i dag er det primære startsøgested for de fleste internet-brugere, er vi selvfølgelig kun interesseret i, at der er flest mulige brugbare informationer om landet på nettet, siger han.



Google Maps har til formål at opbygge de mest præcise, brugbare og vidtfavnende kort over hele verden og i den forbindelse spiller Street View-kortene en særlig vigtig rolle. Grønland er globalt set særligt interessant på grund af naturen og den klimatiske betydning, så Google har haft stor interesse i at få flere oplysninger om Grønland, lyder det afslutningsvist fra begge selvstyreejede selskaber.