Julia Pars har i de sidste 10 år været direktør i Grønlands Nationale Kulturhus, Katuaq, og kommer med relevant erfaring inden for oplevelsesøkonomi og ledelse. Julia har en MBA fra Henley Business School (UK), og er endvidere uddannet som er akademiøkonom i turisme. Julia har tidligere været med til at præge turismen i Grønland mellem 1992 og 2007, hvor hun var ansat i forskellige funktioner hos Greenland Tourism, herunder som vicedirektør.

 

Julia har et indgående kendskab til hele Grønland og kommer oprindeligt fra Ilulissat, men har været bosat i Nuuk de sidste mange år. Selvom hun ikke har været direkte involveret i turisme de sidste 10 år, har Julia fulgt med i den positive udvikling af turismen og ikke mindst udviklingen af det nationale brand “Pioneering Nation”, som foregående direktør, Anders Stenbakken, stod i spidsen for.

 

Arbejdet med det nationale og de regionale brands samt arbejdet med medier og agenter har været med til at sætte Grønland på verdenskortet. En klar segmentering har defineret vores turister som adventure turister, der kommer til Grønland for at opleve den enestående og vilde natur kombineret med vores unikke kultur. Med en global stigning i turisme bliver det vigtigt for Grønland fortsat at kunne give vores besøgende eksklusive oplevelser i mødet med naturen og menneskene.

 

Julia Pars mener at brandet er et godt fundament for selskabet at arbejde videre med i de kommende år. Men fremover vil der også være fokus på at udvikle turismeerhvervet i samarbejde med regioner og lokale operatører. For at turismeerhvervet skal blive bæredygtigt er det vigtigt at forsøge at sprede turismen ud over hele Grønland og over hele året, således at aktørerne kan leve af turisme i mere end de tre sommermåneder, som er højsæson for turisme i Grønland.

 

Bestyrelsen for Visit Greenland ser frem til samarbejdet med Julia Pars omkring den fortsatte udvikling og markedsføring af Grønland i turisme-regi.

 

Alle spørgsmål bedes rettet til bestyrelsesformand Kenneth Høegh.


Tel. +299 56 56 04

E-mail: keho@kujalleq.gl