Ønske om bedre markedsføring og salg

Besøgende i Sydgrønland har i flere år kunnet vælge at overnatte på fåreholdersteder, men det har været vanskeligt at finde oplysninger om tilbuddene, gennemskue standarden på de forskellige overnatninger og i nogle tilfælde at vide hvordan man skulle booke.

Dette fik for nogle år siden Ellen K. Frederiksen, der sammen med sin mand driver overnatningsstedet Illunnguujuk ved deres farm i Qassiarsuk, til at kontakte den islandske gårdturisme sammenslutning, Icelandic Farm Holidays.

 

Jeg var interesseret i at høre, om vi kunne skabe et samarbejde mellem de islandske og de grønlandske gårde for at få bedre markedsføring og salg – og det var positivt at mærke, at der var interesse for ideen med det samme. Både herhjemme og i Island.”, husker Ellen.

Klassificering af de grønlandske gårdovernatninger

Denne kontakt blev fulgt op af Visit Greenland i 2015, der sammen med Icelandic Farm Holiday udarbejdede en projektbeskrivelse. Projektet har fået økonomisk støtte fra Grønlandsbankens Erhvervsfond og NATA. 

 

Projektet består af en række naturlige skridt”, forklarer Anders la Cour Vahl fra Visit Greenland og fortsætter:

 

Det første var at undersøge, hvilken standard vi rent faktisk tilbyder i Grønland og derpå at vedtage et sæt kvalitetsstandarder for grønlandsk gårdturisme. Med det på plads kan vi nu forklare turoperatører, hvilke produkter vi tilbyder og dermed have et rigtigt godt grundlag for konkrete samarbejder om salg og markedsføring”.

I juli måned besøgte to inspektører fra Icelandic Farm Holidays de deltagende fåreholdere, for med udgangspunkt i de islandske kvalitetsstandarder at vurdere hvert overnatningssted. 

 

Gennem næsten tre årtier har vi i Icelandic Farm Holidays brugt vores eget system, hvor overnatningsstederne opdeles i kategorier som “værelser med delt eller privat bad” ved eksempelvis Bed & Breakfast i gæstehuse, hostels, bygdehoteller eller hytter, hvor man selv laver mad. Vi skelner også mellem om det er med opredning eller sovepose. Indenfor hver kategori er der opstillet en række minimums kvalitetskrav, der skal opfyldes. Fra begyndelsen har vi været meget opmærksomme på at evaluere og opdatere kravene løbende, På den måde, har vi kunnet sikre kvaliteten, og samtidig skabt en ordning, hvor der er plads til at hvert overnatningssted har sit helt personlige præg – noget vores kunder sætter stor pris på”, fortæller Berglind Viktorsdóttir fra Icelandic Farm Holidays.

 

Inspektionsturen blev fulgt op med individuelle rapporter til hver fåreholder, hvor deres overnatning placeredes i en kategori og på baggrund af placeringen fik både ros og anbefalinger til hvad der burde og kunne gøres bedre.

I starten af september i år besøgte de deltagende fåreholdere en række islandske gårde med overnatning og aktiviteter for at få inspiration og få lejlighed til at spørge de islandske gårdejere om hvordan de havde løst konkrete udfordringer. I forbindelse med Islandsrejsen afholdtes en række workshops, der endte med vedtagelse af et sæt kvalitetsstandarder for grønlandsk gårdovernatning.

Visit Greenland er desuden i gang med færdiggørelse af en film i serien ”Explorers by Nature”, der viser fåresamling, og kan indgå i fortællingen om fåreholderne.

Projektet, der jo er starten på en proces, er kommet rigtigt godt i gang! I løbet af efteråret og vinteren skal vi i dialog med fåreholderne, så de kan udarbejde individuelle handlingsplaner for hver enkelt gård. Slutmålet er, at hvert overnatningssted lever op til kvalitetsstandarden for den kategori af overnatning, de gerne vil være i. Sideløbende vil vi så søge internationale turoperatører, der sælger denne slags produkter, så de kan blive gjort opmærksomme på de store potentialer, der er for udvikling af gårdturisme i Sydgrønland”, slutter Anders la Cour Vahl. 

Deltagende gårde/overnatningssteder (kort: NUNAGIS):