En af tidens trends i den digitale tidsalder er, at “mindre er mere” - ift. indholdsproduktion til hjemmesider. Denne tilgang har Visit Greenland anvendt i produktionen af den nye, nyligt lancerede hjemmeside. Lanceringen sker lige op til afviklingen af Vestnorden Travel Mart, som Visit Greenland er vært for i Nuuk, 18-21 september.

Visitgreenland.com indeholder færre sider end forgængeren greenland.com. I stedet er der fokus på sider og temaer som brugerne allerede har udvist interesse for, og hjemmesiden har fået et løft på design og brugervenlighed. Der er kommet øget fokus på, at få brugerne dirigeret over på turistprodukt-udbyderes hjemmesider, og alle disse tiltag skal samtidig forbedre hjemmesidens position på søgemaskiner, først og fremmest Google.

 

Hjælpsom og inspirerende

“I dag er ‘godt nok’ indhold ikke godt nok mere, så vi må stille os i brugernes sted, og fokusere skarpt på at besvare de vigtigste spørgsmål brugerne går rundt med”, siger Visit Greenlands digitale strateg Filip Gielda.

 

Nogle af de vigtigste behov den nye hjemmeside adresserer: 

  • Hvilke ‘informations-huller’ har brugerne brug for at der udfyldes? (hjælpsomt)
  • Hvordan kan tilbud, der for brugerne er relevante og værdifulde, fremstilles effektivt? (brugeroplevelsen)
  • Hvad skal der til for at få brugerne til at ‘forelske sig’ i Grønland, som rejsedestination (inspiration)
  • Hvordan kan hjemmesiden invitere til en levende og engageret oplevelse? (finurlig og legende)

 

Nogle af de nye kernefunktionaliteter: 

  • Simplificeret og mobiloptimeret navigation, der ansporer en behagelig ‘kunderejse’
  • Parallax scrolling (3D-simulering) for at give dybde og et moderne udtryk

  • Avanceret søgefunktion der deler søgeresultater op efter logiske temaer, og kan gætte hvad du søger efter, også selvom du staver forkert
  • Spot på rejsefortællinger, top-lister og oplevelsesbaserede artikler

  • Målrettet og segmenteret annoncering

 

Uanset hvad, er der stadig kontinuerlig optimering forude. Selvom hjemmesiden lige er lanceret, vil Visit Greenland hver uge og måned arbejde på, at forbedre alle aspekter af brugeroplevelsen og kunderejsen, bl.a. via input fra brugertests.

 

Nyt navn

Hjemmesiden har fået nyt navn, som ikke lader nogen i tvivl om, hvad de kan forvente af indhold - og at afsenderen er Grønlands officielle turistråd. Dette giver øget brandingværdi og troværdighed.

Skrevet af: Tanny Por - tanny@greenland.com 00299 562341

Eventuelle spørgsmål rettes til: Filip Gielda - filip@greenland.com 0045 41319947